Jeg opfatter mig selv som normal. Så normal, som man nu engang er. Men for mit vedkommende, og måske i virkeligheden alles vedkommende, er det dumt nogle gange at glemme helt præcis de udfordringer, som man har og ikke kan løbe fra.
Jeg har Dyspraksi.
Nogle gange glemmer jeg bare, at jeg stadig har Dyspraksi, og jeg tager mig selv i at sige “at jeg engang havde” fremfor “at jeg har”. For Dyspraksi er noget man har hele livet igennem.
Jeg glemmer det. Primært fordi jeg føler, at jeg er kommet så langt, som jeg er. Dyspraksien er ikke altid længere tydelig i min hverdag. Det skyldes at jeg gennem øvelser har lært at koordinere min krop, i særdeleshed min tunge. Dyspraksi kan nemlig være til gene forskellige områder, alt efter hvilken form for Dyspraksi man har. Min Dyspraksi handlede primært om finmotorikken i, og omkring, min tunge. Helt praktisk gjorde dét det svært for mig at lære talekunsten. Fx kunne jeg, da jeg startede i 0.klasse, ikke fysisk udtale mit eget navn. Jeg kunne nemlig ikke sige “f”. Derfor gik jeg mange år til talepædagog. I dag taler jeg fejlfrit, højt og klart. Men det gør også, at jeg kan glemme, at jeg stadig har Dyspraksi.
Dyspraksi er nemlig ikke bare `den fysiske Dyspraksi´. Dyspraksi ligger sig op af Aspergers spekteret.
Dette gør at jeg nemt kan glemme, at jeg generelt bruger mere energi på `normale hverdagsting´ end, hvad man kan forvente af en jævnaldrende. Det gør også, at jeg har mere brug for alenetid: Tid til at sunde sig over sine mange oplevelser, og tid til bare at være sig selv og samle energi til de kommende oplevelser.
Omvendt gør det også, at jeg kan fordybe mig og holde koncentrationen i lang tid, når jeg arbejder på projekter. - Og det gør at jeg både kan arbejde og tænke hurtigt i særlige situationer. Fx. er jeg exceptionel hurtig til at analysere tekster, og har ikke brug for at læse tekster sønderligt grundigt, for at jeg kan huske dem ret præcist. Et konkret eksempel er min Dansk skriftlige eksamen fra gymnasiet, som jeg afsluttede på akkurat én time (en eksamen estimeret til 5 timer), og hvor jeg fik den afsluttende karakter 10.
Summa summarum er, at jeg skal øve mig i at blive bedre til at anerkende, at selvom en stor del af de udfordringer, som jeg blev født med befinder sig i fortiden. - Så er der stadig visse ting, som jeg skal være opmærksom på... særligt i situationer, hvor jeg føler jeg skal være meget `på´, og være en del af flokken. For helt simpelt, kan jeg bare ikke følge med i et lyntempo - også selvom det `lyntempo´ for mange andre, vil blive opfattet som et ´normalt´ tempo.
Jeg bliver udbrændt, hvis tingene bliver for uoverskuelige og skal gå så hurtige, at jeg ikke får tid til bare at slappe helt af og geare ned.
Om ikke bare at være `normal´, men om at have Dyspraksi
Jeg opfatter mig selv som normal. Så normal, som man nu engang er. Men for mit vedkommende, og måske i virkeligheden alles vedkommende, er det dumt nogle gange at glemme helt præcis de udfordringer, som man har og ikke kan løbe fra.
Jeg har Dyspraksi.
Nogle gange glemmer jeg bare, at jeg stadig har Dyspraksi, og jeg tager mig selv i at sige “at jeg engang havde” fremfor “at jeg har”. For Dyspraksi er noget man har hele livet igennem.
Jeg glemmer det. Primært fordi jeg føler, at jeg er kommet så langt, som jeg er. Dyspraksien er ikke altid længere tydelig i min hverdag. Det skyldes at jeg gennem øvelser har lært at koordinere min krop, i særdeleshed min tunge. Dyspraksi kan nemlig være til gene forskellige områder, alt efter hvilken form for Dyspraksi man har. Min Dyspraksi handlede primært om finmotorikken i, og omkring, min tunge. Helt praktisk gjorde dét det svært for mig at lære talekunsten. Fx kunne jeg, da jeg startede i 0.klasse, ikke fysisk udtale mit eget navn. Jeg kunne nemlig ikke sige “f”. Derfor gik jeg mange år til talepædagog. I dag taler jeg fejlfrit, højt og klart. Men det gør også, at jeg kan glemme, at jeg stadig har Dyspraksi.
Dyspraksi er nemlig ikke bare `den fysiske Dyspraksi´. Dyspraksi ligger sig op af Aspergers spekteret.
Dette gør at jeg nemt kan glemme, at jeg generelt bruger mere energi på `normale hverdagsting´ end, hvad man kan forvente af en jævnaldrende. Det gør også, at jeg har mere brug for alenetid: Tid til at sunde sig over sine mange oplevelser, og tid til bare at være sig selv og samle energi til de kommende oplevelser.
Omvendt gør det også, at jeg kan fordybe mig og holde koncentrationen i lang tid, når jeg arbejder på projekter. - Og det gør at jeg både kan arbejde og tænke hurtigt i særlige situationer. Fx. er jeg exceptionel hurtig til at analysere tekster, og har ikke brug for at læse tekster sønderligt grundigt, for at jeg kan huske dem ret præcist. Et konkret eksempel er min Dansk skriftlige eksamen fra gymnasiet, som jeg afsluttede på akkurat én time (en eksamen estimeret til 5 timer), og hvor jeg fik den afsluttende karakter 10.
Summa summarum er, at jeg skal øve mig i at blive bedre til at anerkende, at selvom en stor del af de udfordringer, som jeg blev født med befinder sig i fortiden. - Så er der stadig visse ting, som jeg skal være opmærksom på... særligt i situationer, hvor jeg føler jeg skal være meget `på´, og være en del af flokken. For helt simpelt, kan jeg bare ikke følge med i et lyntempo - også selvom det `lyntempo´ for mange andre, vil blive opfattet som et ´normalt´ tempo.
Jeg bliver udbrændt, hvis tingene bliver for uoverskuelige og skal gå så hurtige, at jeg ikke får tid til bare at slappe helt af og geare ned.
